
Velkommen
Jeg hedder Matheuz, og jeg har en stor passion for at gøre en forskel i andres liv. At kunne facilitere og skabe et trygt rum for andre at bearbejde deres oplevelser er meget værdifuldt for mig, hvilket har ført mig til forskellige uddannelser og kurser inden for personlig udvikling.

Kort om mig
Min vej hertil har ikke været lige – den har været fuld af både medvind og modvind. Som dreng og ung elskede jeg at cykle og kørte på eliteplan. Jeg blev dansk mester og deltog i drenge 6-dagsløbet i Forum – store øjeblikke i mit liv dengang. Efter folkeskolen trådte jeg ind i murerfaget i Roskilde, som tredje generation i en håndværkerfamilie. Det føltes naturligt, som at gå i fodspor, der allerede var trådt op for mig.
I begyndelsen af 90’erne var det svært at finde arbejde i Danmark, så jeg pakkede værktøjskassen og rejste ud. Jeg arbejdede som murer i blandt andet Norge, Tyskland, Sverige og Holland. Senere fik jeg ansvarsfulde roller i Danmark – som sjakbajs og formand på store byggeprojekter. Det var en tid med fart på og meget ansvar.
Men det største og vigtigste i mit liv skete i 1998, da jeg blev far. Det ændrede mit syn på, hvad der er vigtigt. Arbejdstiderne og presset i branchen harmonerede ikke med de værdier, jeg ønskede at stå for som far. Jeg skiftede spor og blev underviser på teknisk skole – men det blev hurtigt tydeligt, at jeg havde brug for mere frihed og fleksibilitet i mit liv. Jeg ville selv kunne hente min søn, når det passede ham og mig – ikke systemet.
Derfor startede jeg som selvstændig murermester, og succesen kom hurtigt. På kort tid havde jeg en virksomhed med 15-20 ansatte. Men med det voksede også presset. Jeg begyndte at miste fodfæstet. Jeg blev stresset, vred, trist og følte mig fanget i noget, jeg selv havde skabt. Jeg havde svært ved at sige fra og håndtere det følelsesmæssige pres. Jeg mistede kontakten til mig selv.
Finanskrisen blev – paradoxalt nok – min redning. Mit firma gik konkurs i 2009, og det kastede mig ud i den hårdeste periode i mit liv. Jeg blev ramt af en dyb depression og havde tanker om ikke at ville leve mere. Det eneste, der holdt mig fast, var min kærlighed til min søn.
Langsomt begyndte jeg at bygge mig selv op igen. Jeg søgte indad. Begyndte på uddannelser inden for mental sundhed og arbejdede med udsatte unge. Jeg lærte, at jeg kunne leve et godt liv uden at jagte succes og anerkendelse udefra. Jeg traf en beslutning: Jeg ville være lykkelig – uden grund.
I dag lever jeg ud fra den filosofi. At sige ja til livet – også når det gør ondt. At turde give slip, selv på det, vi frygter at miste allermest. Jeg har lært, at vi nogle gange skal “dø” lidt indeni for at kunne vågne rigtigt op til livet igen.
For mig er viden og udvikling vigtig, så jeg uddanner mig løbende.
For mig er udvikling afvikling. Med dette mener jeg, at vores fortid og gamle mønstre, står i vejen for, at vi kan leve vores fulde potentiale. I mine sessioner forholder jeg mig neutral og med respekt for din model af verden.
Jeg går selv i terapi og supervision, for at sikre din tryghed og min faglige udvikling.
Mine erfaringer:
-
15 års professionel praktisk og klinisk erfaring med coaching, terapi og personlig udvikling.
-
10 års professionel erfaring som facilitator i gruppeterapi, selvudviklingsforløb og workshops.
-
7 års som professionel ekstern leverandør af terapi, coaching og som mentor.
-
Gennemførelsen af +5.500 individuelle samtaler med udsatte borgere.
-
Afholdelse af +4.500 individuelle terapi og coaching sessioner.
-
5 års professionelt arbejde som socialpædagog på bosteder med udsatte unge
-
4 års erfaring som underviser i selvværdsforløb for unge.
-
5 års erfaring som underviser på voksenforløb – selvudvikling og personlig udvikling
-
7 års erfaring som selvstændig erhvervsdrivende med 15 – 20 ansatte.
-
2 år som assistent på ID Life coach uddannelsen v/ ID Academy.
-
Gruppefører i civilforsvaret.
-
Frivillig natteravn.
-
Danskmester i cykelløb.
Relevante uddannelser:
-
Uddannet klinisk Neurocoach
-
Certificeret NLP-Psykoterapeut
-
Certificeret Skyggevejleder v/Mette Holm
-
Certificeret NLP-Master coach
-
Certificeret NLP-Practitioner
-
Certificeret I.V.K. - Nonviolent communication (girafsprog) Anger management
-
Certificeret I.V.K. - Nonviolent communication (girafsprog) Tal & lyt bedre
-
Certificeret I.V.K. - Nonviolent communication (girafsprog) Grundkursus
-
Certificeret ID-Integral mentor v/ID-Academy – Ole Vadum Dahl
-
Certificeret Chakra yoga instructor v/Anodea Judith
-
Certificeret Læge ex. Fysiurgisk massør v/Tengbjerg
-
Certificeret Muskel- & træningterapeut v/Tengbjerg
-
Certificeret ID-Life coach v/ID-Academy – Ole Vadum Dahl
