Hvem er du, når du ikke længere skal bevise din værdi?

Matheuz Cosmos Joshua Petersen

for 14 minutter siden

11 min læsning

Jeg har gennem mit arbejde og også gennem min egen personlige udvikling været optaget af, hvor meget vores oplevelse af værdi kan komme til at hænge sammen med det, vi gør, og den respons vi får fra andre mennesker.

De fleste af os kan godt lide at blive anerkendt. Det føles godt, når nogen værdsætter vores arbejde, fortæller os, at vi betyder noget, eller når et menneske, vi elsker, viser os, at vi er vigtige.

Det er der ikke noget mærkeligt i. Vi mennesker lever i relationer, og vi har brug for at blive set og mødt.

Det bliver først rigtig interessant, når anerkendelsen ikke bare er noget, der føles godt, men noget vi begynder at have brug for for overhovedet at kunne mærke, at vi er gode nok.

For hvis min oplevelse af værdi hovedsageligt kommer gennem det, jeg præsterer, hvor meget jeg hjælper, hvor dygtig jeg er, eller om andre mennesker er tilfredse med mig, så bliver min værdi samtidig temmelig sårbar.

Så længe det går godt, kan jeg føle mig stærk og have tillid til mig selv, men når jeg laver en fejl, bliver kritiseret, ikke bliver valgt eller bare ikke får den anerkendelse, jeg havde håbet på, kan tvivlen hurtigt dukke op.

Det er ikke nødvendigvis noget, vi går rundt og tænker bevidst. Jeg tror faktisk ofte, det viser sig langt mere subtilt. Vi gør os lidt mere umage, tager lidt mere ansvar, hjælper lidt mere og prøver måske at være den bedste udgave af os selv.

Alt sammen ting, der umiddelbart ser positive ud. Men hvis vi er nysgerrige på det, kan der under det hele ligge et gammelt spørgsmål:

Er jeg stadig værdifuld, hvis jeg ikke gør alt det her?

Det spørgsmål møder jeg også i mit arbejde som psykoterapeut i Roskilde, og jeg synes, det er interessant, fordi det ikke kun handler om selvværd i den traditionelle forstand. Det handler også om, hvordan vi har lært at være i verden og i relation til andre mennesker.

Når det, vi er gode til, også bliver noget, vi skal være

Mange af de strategier, vi tager med os ind i voksenlivet, begyndte ikke som problemer. Tværtimod kan de have været nogle af vores største ressourcer.

Måske var du barnet, der tidligt blev selvstændigt, eller den der var god til at mærke stemningen og tage hensyn.

Måske opdagede du, at du fik anerkendelse, når du klarede dig godt, var hjælpsom eller ikke skabte for mange problemer.

Der behøver ikke have været noget dramatisk i din opvækst for at sådan et mønster kan opstå.

Vi lærer alle sammen noget om os selv gennem den måde, vi bliver mødt på. Hvis jeg ofte bliver set og anerkendt for det, jeg kan, er det naturligt, at det begynder at få betydning for min identitet.

På et tidspunkt kan der bare ske det, at jeg ikke længere oplever mig selv som et menneske, der kan være dygtigt og ansvarligt. Jeg bliver mennesket, der skal være det.

Hvis jeg er den stærke, bliver det svært at være den, der har brug for hjælp.

Hvis jeg er den hjælpsomme, kan det føles forkert at sige nej. Hvis jeg er den dygtige, bliver fejl pludselig mere end bare fejl. Og hvis jeg er den, der altid har styr på tingene, kan det være svært at vise andre, at jeg faktisk ikke ved, hvad jeg skal gøre.

Det er her, noget der oprindeligt var en ressource, kan begynde at blive en belastning. Ikke fordi der er noget galt med at være dygtig, stærk eller hjælpsom, men fordi der bliver mindre plads til resten af os.

Vi bliver fanget i vores egen rolle.

Når min værdi bliver afhængig af din reaktion

Det bliver ofte endnu tydeligere i nære relationer. Når vi elsker et menneske, betyder det selvfølgelig noget for os, hvordan vi bliver mødt.

Vi vil gerne være elsket, ønsket, begæret og værdsat. Jeg tror ikke, målet er at blive så selvtilstrækkelige, at vi ikke længere har brug for den slags fra hinanden.

Men der kan være stor forskel på at ønske den andens kærlighed og på at være afhængig af den andens respons for at kunne mærke sin egen værdi. Hvis min partner er glad for mig, føler jeg mig måske god nok.

Hvis jeg mærker begær og interesse, føler jeg mig attraktiv. Hvis det, jeg gør, bliver værdsat, føler jeg, at jeg betyder noget. Men hvis partneren bliver fjern, kritisk eller utilfreds, kan det ramme langt dybere end den konkrete situation.

Pludselig handler det ikke kun om, at et menneske er utilfreds med noget, jeg har gjort. Det kan føles som en dom over mig som menneske.

Det var også noget af det, jeg skrev om i bloggen om kritik. Der er en meget stor forskel på oplevelsen af “jeg gjorde noget forkert” og “jeg er forkert”.

Hvis kritik rammer direkte ind i min værdi, bliver det svært at forholde sig åbent til den. Jeg får måske behov for at forklare mig eller bevise, at den anden tager fejl.

Eller jeg går den modsatte vej og bliver hurtigt pleasende, fordi jeg har brug for at få kontakten og anerkendelsen tilbage.

Det interessante er, at begge reaktioner kan handle om det samme: Jeg forsøger at få min værdi på plads igen.

At være noget for andre

Jeg tror, hjælpsomhed er et godt eksempel på, hvor nuanceret det her egentlig er. Jeg holder meget af tanken om at gøre noget for andre mennesker.

At give, hjælpe og bidrage er en vigtig del af vores relationer, og det kan komme fra et helt ægte sted af kærlighed.

Men vi mennesker har sjældent kun én motivation, og derfor kan det være interessant at mærke efter, hvad der sker, hvis vores hjælp ikke bliver set eller værdsat.

Hvis jeg gør rigtig meget for et andet menneske og bagefter bliver meget såret over, at personen ikke lægger mærke til det, kan jeg selvfølgelig bare have et naturligt behov for anerkendelse.

Men nogle gange kan der også ligge noget dybere. Det kan være, at jeg gennem det, jeg gør for dig, samtidig forsøger at mærke, at jeg betyder noget.

Det gør ikke hjælpen mindre ægte. Jeg kan sagtens hjælpe dig, fordi jeg elsker dig, og samtidig have et behov for at mærke, at min kærlighed bliver set. Det er ikke enten-eller.

Men hvis min følelse af værdi bliver meget tæt forbundet med at være nødvendig, kan det blive svært at holde op med at gøre noget for andre.

Så kan jeg ende med at tage ansvar for langt mere, end der egentlig er mit, og måske også blive skuffet over mennesker, der aldrig har bedt mig om at tage det ansvar.

Derfor kan et interessant spørgsmål nogle gange være, hvordan jeg har det, når ingen har brug for mig.

Kan jeg være sammen med et andet menneske uden at skulle løse noget? Kan jeg være betydningsfuld uden at være nødvendig? Og kan jeg opleve, at et menneske elsker mig for den, jeg er, og ikke kun for det, jeg gør?

For nogle mennesker er det faktisk sværere, end man umiddelbart skulle tro.

Selv personlig udvikling kan blive en måde at bevise sin værdi på

Eftertænksom stund med mindfulness og bøger

Jeg arbejder selv med personlig udvikling og har gjort det gennem mange år, og netop derfor synes jeg, det er vigtigt også at være nysgerrig på bagsiden af det.

Vi kan gå i terapi, meditere, dyrke Qigong, læse bøger, arbejde med vores relationer og forsøge at forstå vores mønstre.

Alt det kan skabe bevægelse og større bevidsthed.

Men hvis vi ikke er opmærksomme, kan personlig udvikling langsomt blive endnu et projekt, hvor vi forsøger at blive gode nok.

Så bliver der hele tiden noget nyt, der skal fixes. Jeg skal være mere bevidst, mindre reaktiv, bedre reguleret, mere spirituel, mere kærlig, bedre til at sætte grænser og helst også have fået bearbejdet alt det gamle.

På overfladen kalder vi det udvikling, men nedenunder kan den samme gamle fortælling stadig køre: Der er noget ved mig, der ikke er helt godt nok endnu.

Jeg synes, det er en vigtig forskel, for personlig udvikling betyder for mig ikke, at vi skal blive færdige med os selv. Jeg tror faktisk ikke, vi bliver færdige. Vi vil fortsat blive ramt, reagere, lave fejl og opdage nye sider af os selv.

Udviklingen ligger måske snarere i den måde, vi møder det på.

Jeg kan opdage et gammelt mønster uden straks at gøre mig selv forkert for at have det. Jeg kan arbejde med min reaktivitet uden at kræve, at jeg aldrig må blive trigget igen.

Jeg kan ønske at blive et mere bevidst menneske uden samtidig at fortælle mig selv, at den jeg er lige nu, ikke er værd at holde af.

Når selvudvikling kommer fra nysgerrighed frem for selvkritik, får den efter min oplevelse en helt anden kvalitet.

Det bliver faktisk lettere at tage ansvar

Man kunne måske tro, at hvis vi bare accepterer vores egen værdi, så bliver vi selvtilfredse og holder op med at udvikle os. Jeg oplever ofte det modsatte.

Hvis en fejl ikke længere betyder, at jeg er en fejl, bliver det langt mindre farligt at se på den.

Hvis min værdi ikke står og falder med, om jeg altid har ret, behøver jeg ikke bruge så meget energi på at forsvare mig.

Jeg kan lettere lytte til et andet menneske og undersøge, om der faktisk er noget, jeg skal tage ansvar for.

Jeg kan sige: “Det håndterede jeg ikke særlig godt”, uden at konkludere, at jeg derfor er et dårligt menneske. Jeg kan opdage, at jeg har såret nogen, uden at skulle vælge mellem at gøre mig selv til krænker eller den anden til problemet.

For mig hænger selvværd og ansvar derfor tættere sammen, end vi måske tror. Et mere stabilt selvværd gør det ikke nødvendigvis sværere at se vores fejl.

Det kan gøre det lettere, fordi vi ikke hele tiden skal beskytte vores identitet.

Jeg kan tage fejl uden at være forkert. Og når jeg virkelig begynder at forstå den forskel, bliver der mere plads til både ydmyghed og ansvar.

At modtage kan være sværere end at give

Noget andet, jeg ofte lægger mærke til hos mennesker, der er vant til at skabe værdi gennem det, de gør, er, at de kan have meget lettere ved at give end ved at modtage.

Når jeg giver, ved jeg, hvad min rolle er. Jeg kan hjælpe, ordne, støtte og være der. Det føles måske både naturligt og trygt.

Men når et andet menneske vil gøre noget for mig, kan der opstå en helt anden uro. Jeg får lyst til at sige, at det ikke er nødvendigt. Jeg vil hurtigt gøre gengæld. Eller hvis nogen giver mig en kompliment, gør jeg den mindre: “Det var nu ikke noget.”

Det kan være værd at lægge mærke til, hvor svært det nogle gange er bare at sige: “Tak.”

At modtage kræver, at vi for en stund slipper ideen om, at vi skal gøre os fortjent til alt.

Vi må tillade, at et andet menneske giver os noget, uden at regnskabet straks skal gå i nul.

Det kan være omsorg, en tjeneste, en kompliment eller bare et menneske, der gerne vil være der for os.

Hvis min identitet er bygget op omkring at være den stærke og givende, kan det føles overraskende sårbart selv at være den, der modtager.

Men måske ligger der også noget vigtigt lige dér. At opdage, at jeg godt må modtage, selv når jeg ikke først har præsteret noget.

Hvad sker der, hvis jeg ikke længere skal imponere nogen?

Når jeg arbejder med det her som psykoterapeut i Roskilde, er jeg ikke interesseret i at fortælle mennesker, at de bare skal tænke mere positivt om sig selv.

Jeg tror ikke, følelsen af værdi bliver særlig stabil af, at vi gentager “jeg er god nok” foran spejlet, hvis resten af vores liv stadig er bygget op omkring at skulle bevise det.

Jeg synes, det er langt mere interessant at undersøge, hvor koblingen mellem præstation og værdi viser sig i hverdagen. Hvad sker der, når nogen er utilfredse med mig? Hvad sker der, når jeg ikke kan præstere? Kan jeg hvile uden straks at føle, at jeg burde lave noget?

Hvordan har jeg det med at have brug for andre? Og hvad sker der, hvis jeg siger nej til noget, jeg normalt ville have sagt ja til for at være den gode eller hjælpsomme?

Der kan langsomt opstå et andet spørgsmål end:

Hvad skal jeg gøre for at være god nok?

Nemlig:

Hvad har jeg egentlig lyst til at gøre, hvis jeg ikke behøver bevise noget?

Det spørgsmål synes jeg er spændende.

Hvis mit arbejde ikke længere først og fremmest skal fortælle mig, at jeg er dygtig, hvad vil jeg så gerne skabe? Hvis min krop ikke skal bevise, at jeg er attraktiv, hvordan har jeg så lyst til at passe på den? Hvis min partner ikke skal bruges til at bekræfte, at jeg er værd at elske, hvordan ønsker jeg så selv at være i kærligheden?

Det betyder ikke, at ambitionerne forsvinder. Jeg vil stadig gerne gøre mit arbejde godt, udvikle mig, være noget for andre mennesker og skabe ting, der betyder noget.

Men bevægelsen kan komme fra et andet sted.

Der er forskel på at tænke “jeg vil gerne blive bedre til det her” og “jeg er nødt til at blive bedre, før jeg er god nok.”

Den første sætning indeholder mulighed for nysgerrighed og lyst. Den anden har en målstreg, der bliver ved med at flytte sig.

Når jeg har taget den næste uddannelse. Når jeg tjener lidt mere. Når jeg får den rigtige partner. Når jeg ser anderledes ud. Når jeg har arbejdet mere med mig selv. Når jeg endelig ikke længere bliver trigget. Så kan jeg slappe af.

Men hvis vores værdi hele tiden ligger på den anden side af det næste mål, kommer vi aldrig rigtig frem.

Så hvem er jeg uden alle beviserne?

Jeg tror ikke, svaret er, at vi skal holde op med at præstere eller have ambitioner. Jeg tror heller ikke, at vi skal blive ligeglade med, om andre mennesker kan lide os.

Jeg vil stadig gerne mærke, at de mennesker, jeg elsker, elsker mig. Jeg vil gerne anerkendes for mit arbejde, og jeg vil gerne opleve, at det, jeg bidrager med, har værdi.

Forskellen ligger i, om den anerkendelse er noget, jeg kan nyde, eller noget jeg hele tiden skal bruge for at holde mig selv oppe.

Når min egen oplevelse af værdi bliver mere stabil, kan jeg stadig blive ramt af kritik. Jeg kan blive ked af at blive valgt fra, og jeg kan savne anerkendelse. Men jeg behøver ikke nødvendigvis miste mig selv i det.

Jeg kan være ambitiøs uden at bruge min præstation som dokumentation for, at jeg har ret til at være her. Jeg kan hjælpe et menneske uden at have brug for at blive nødvendig. Jeg kan modtage uden straks at skulle gøre mig fortjent til det. Og jeg kan lave en fejl uden at miste respekten for mig selv.

For mig handler det måske i sidste ende mindre om at opbygge en større og stærkere følelse af værdi og mere om at holde op med hele tiden at sætte værdien på prøve.

For hvad nu hvis jeg ikke behøver blive mere værdifuld?

Hvad nu hvis en del af arbejdet i stedet er langsomt at opdage, at min værdi ikke hele tiden behøver at blive bekræftet?

Det betyder ikke, at jeg er færdig med at udvikle mig. Det betyder heller ikke, at alt ved mig er fantastisk, eller at jeg ikke har sider, jeg har brug for at arbejde med.

Det betyder bare, at jeg kan arbejde med mig selv uden at være i krig med mig selv.

Og måske er det dér, noget begynder at ændre sig. Ikke når jeg endelig har bevist, at jeg er god nok. Men når jeg langsomt holder op med at tro, at jeg behøver bevise det.

Psykoterapeut i Roskilde – når følelsen af ikke at være god nok fylder

Hvis du kan genkende noget af det her og oplever, at din værdi bliver meget afhængig af præstation, anerkendelse, relationer eller det at være noget for andre, kan psykoterapi være et sted at undersøge, hvordan det mønster er blevet en del af dit liv.

I mit arbejde som psykoterapeut i Roskilde arbejder jeg blandt andet med selvværd, skam, tilknytning, relationelle mønstre og de erfaringer, der kan ligge bag følelsen af ikke helt at være god nok.

For mig handler psykoterapi ikke om at overbevise dig om, at du er fantastisk. Det ville bare gøre terapeuten til endnu et menneske, du skulle have din værdi bekræftet af.

Det handler snarere om at blive nysgerrig på, hvad der sker i dig, når værdien føles truet, og langsomt skabe en mere stabil kontakt til dig selv, hvor du ikke hele tiden behøver at hente beviset udenfor dig selv.

Du behøver ikke holde op med at ville udvikle dig. Men du behøver måske heller ikke vente med at føle dig værdifuld, til du er blevet færdig med dig selv.

Læs mere om

psykoterapi i Roskilde → Klik her

Kontakt mig → klik her

Kh. Matheuz Cosmos