Hvorfor ender jeg i de samme relationer? – når det velkendte føles som kærlighed
Har du prøvet at se tilbage på dine kærlighedsrelationer og pludselig opdage, at der er noget, der gentager sig?
Menneskerne har været forskellige, relationerne har set forskellige ud, og måske har du endda lovet dig selv, at næste gang skulle det være anderledes.
Alligevel kan du stå nogle år senere og tænke: Hvordan pokker endte jeg her igen?
Det kan være, at du igen er blevet den, der kæmper for kontakten, tager initiativ, forsøger at forstå den anden og bruger enormt meget energi på at få relationen til at fungere.
Det kan være, at du endnu en gang har forelsket dig i et menneske, der har svært ved helt at komme tæt på. Men det kan også være det modsatte. Måske længes du meget efter en kærlighedsrelation, men når du endelig møder et menneske, der faktisk er tilgængeligt og gerne vil dig, begynder du efter noget tid at tvivle, trække dig eller miste interessen.
Når vi opdager sådan et mønster, er det let at blive hård ved os selv. Hvorfor vælger jeg altid de forkerte? Hvorfor lærer jeg det ikke? Hvorfor gør jeg det her mod mig selv igen? Men jeg synes faktisk, vi skal være lidt forsigtige med ordet “vælger”, for det får det til at lyde, som om vi sidder med en liste over mennesker og bevidst vælger den person, der kommer til at gøre mest ondt.
Sådan fungerer kærlighed jo sjældent.
Vi bliver tiltrukket. Der opstår kemi. Noget i det andet menneske rammer noget i os, og ofte længe før vi kan forklare, hvad det egentlig er.
Det er et tema, jeg ofte arbejder med som psykoterapeut i Roskilde, fordi vores måde at indgå i kærlighedsrelationer på ikke kun handler om, hvem vi møder.
Den handler også om den historie, vi selv tager med ind i relationen, og om hvad vi gennem livet har lært, at nærhed og kærlighed føles som.
Vi bliver ikke kun tiltrukket af det, der er godt for os
Når vi møder et menneske og mærker en stærk kemi, kan det føles meget overbevisende. Vi kan opleve en intens forbindelse og tænke, at der må være en særlig grund til, at netop dette menneske rammer os så dybt.
Nogle gange er der selvfølgelig også en fantastisk forbindelse mellem to mennesker, og jeg synes bestemt ikke, at vi skal begynde at mistænkeliggøre forelskelse eller analysere enhver sommerfugl i maven.
Men stærk kemi er ikke nødvendigvis det samme som en god relation.
Det er en vigtig forskel.
Vi bliver nemlig ikke kun tiltrukket af det, der er godt for os. Vi kan også blive tiltrukket af noget, der på en eller anden måde føles velkendt.
Hvis vi tidligt i livet har lært, at kontakt og kærlighed krævede, at vi var meget opmærksomme på den anden, tilpassede os eller gjorde os umage for at bevare kontakten, kan noget af det følge med ind i vores voksne relationer.
Det betyder ikke nødvendigvis, at vi har haft en dårlig barndom, eller at vores forældre gjorde alt forkert. Relationer er langt mere nuancerede end det. Men vi lærer alle sammen noget om kærlighed gennem de relationer, vi vokser op i.
Som børn analyserer vi ikke det, der sker. Vi finder bare en måde at være i det på. Hvis kontakten til en forælder eksempelvis har været lidt uforudsigelig, kan barnet blive meget opmærksomt på den voksne.
Er mor glad? Er far sur? Er der kontakt lige nu, eller skal jeg gøre noget for at få den tilbage? Hvis man har lært at navigere sådan i relationer, kan det senere føles meget naturligt at være den, der mærker efter, tilpasser sig og forsøger at genetablere kontakten, når et andet menneske trækker sig.
Det er ikke noget, vi beslutter os for. Vi kender bare dansen. Og netop derfor kan det velkendte nogle gange komme til at føles som det trygge, selvom det i virkeligheden ikke er særlig trygt.
Når vi kommer til at arbejde for kærligheden
Det bliver især tydeligt i relationer, hvor kontakten skifter meget. Den ene uge kan der være masser af nærhed. I skriver sammen, deler tanker, er tætte og mærker en stærk forbindelse.
Så ændrer noget sig. Den anden bliver mere fjern, svarer anderledes eller virker mindre tilgængelig, og pludselig begynder der at ske en masse inde i dig.
Du tænker mere på personen. Du gennemgår måske jeres sidste samtale og spekulerer på, om du har sagt eller gjort noget forkert. Du mærker uro og får lyst til at genetablere kontakten. Når den anden så bliver nærværende igen, kommer der en enorm lettelse, og relationen føles pludselig fantastisk.
Det er en kraftig følelsesmæssig bevægelse, og det er meget nemt at tolke intensiteten som et udtryk for kærlighed: Når jeg bliver så påvirket af dette menneske, må det være, fordi jeg elsker personen virkelig højt.
Det kan selvfølgelig godt være kærlighed. Men intensiteten kan samtidig fortælle os noget om, hvor meget vores egen følelsesmæssige tryghed er blevet bundet op på den andens tilgængelighed.
På et tidspunkt kan relationen langsomt ændre karakter. I stedet for at være noget, vi er i sammen, bliver den noget, vi begynder at arbejde på at få.
Vi bliver mere forstående, giver mere plads og skruer måske lidt ned for vores egne behov. Vi tænker, at den anden bare har det svært lige nu, og hvis vi bare er tålmodige nok eller kommunikerer lidt bedre, skal det nok lykkes.
Jeg mener bestemt ikke, at vi skal forlade en relation, så snart den bliver vanskelig. Kærlighed kræver arbejde. Vi kommer til at ramme hinandens sårbarheder, misforstå hinanden og have perioder, hvor den ene har mere overskud end den anden.
Men der er efter min mening en væsentlig forskel på at arbejde sammen om en relation og at arbejde for at få en relation.
Hvis jeg igen og igen er den, der forsøger at skabe kontakten, forstå, reparere og holde relationen levende, kan det være relevant at spørge mig selv, om vi faktisk er to mennesker, der prøver at skabe noget sammen, eller om jeg er begyndt at bruge min energi på at få dig til at vælge mig? Det kan være et ubehageligt spørgsmål, men også et vigtigt et.
Vi kan komme til at forveksle længsel med kærlighed
Længsel er en stærk følelse. Når vi savner et menneske, kan personen komme til at fylde enormt meget.
Vi husker de gode øjeblikke, forestiller os den næste samtale og længes efter igen at mærke forbindelsen.
Jo mere utilgængelig kontakten bliver, desto mere kan den nogle gange fylde.
Men længsel fortæller først og fremmest, at vi mangler noget. Den fortæller ikke nødvendigvis, at det, vi mangler, er godt for os. Jeg kan savne et menneske, som ikke kan møde mig i det, jeg har brug for.
Jeg kan elske et menneske og samtidig være nødt til at erkende, at den måde, vi er sammen på, gør mig utryg. Jeg kan føle en fantastisk kemi og samtidig opleve, at der ikke er den gensidighed, jeg har brug for i en kærlighedsrelation.
Det er noget af det svære ved kærlighed. Følelserne giver os ikke altid et klart svar på, hvad der er godt for os. Vi kan elske et menneske og samtidig have brug for at sætte en grænse.
Vi kan savne og samtidig vide, at vi ikke skal tilbage. Og vi kan være meget tiltrukket af et menneske, uden at det nødvendigvis betyder, at vi kan skabe et godt liv sammen.
Det ene ophæver ikke det andet.
Når tryghed ikke giver de samme sommerfugle
Der er en anden side af det her, som jeg synes er mindst lige så interessant. Hvad sker der, når vi møder et menneske, der faktisk er tilgængeligt?
En person, der skriver, når vedkommende siger, at han eller hun vil skrive. Et menneske, der er tydeligt omkring sine følelser, ikke forsvinder efter nærhed og ikke hele tiden efterlader os i tvivl om, hvor vi står.
Man skulle tro, at vi automatisk ville tænke: Endelig.
Men sådan er det ikke altid.
For nogle kan det næsten føles lidt fladt eller uvant. Hvor er spændingen? Hvor er sommerfuglene? Hvorfor tænker jeg ikke på personen hele tiden? Er jeg overhovedet forelsket?
Her skal vi selvfølgelig passe på ikke at gå til den modsatte yderlighed. Hvis vi ikke føler nogen tiltrækning til et menneske, betyder det ikke, at personen nødvendigvis er “den sunde kærlighed”, vi bare skal lære at acceptere. Vi skal ikke tale os selv ind i relationer, vi ikke ønsker.
Men det kan være interessant at undersøge, hvad vi gennem livet er kommet til at bruge som målestok for kærlighed.
Hvis kærlighed i vores erfaring har været tæt forbundet med usikkerhed, jagt og den enorme lettelse, når kontakten vender tilbage, kan stabilitet måske i begyndelsen føles mindre intens.
Og så kan vi komme til at tro, at der mangler noget.
Måske mangler der noget. Men måske er det også værd at undersøge, om roen bare er uvant.
Nogle gange er det os selv, der skaber afstanden
Relationelle mønstre handler ikke kun om at blive tiltrukket af mennesker, der har svært ved at være tilgængelige. Vi kan også selv blive den, der skaber afstanden.
Jeg møder mennesker, som længes meget efter en kærlighedsrelation, når de er alene, men som oplever noget helt andet, når et menneske faktisk kommer tæt på.
Pludselig begynder de at se alle fejlene. De bliver irriterede, føler sig fanget eller mister lysten. Det menneske, de tidligere længtes efter, kan pludselig opleves som for meget.
Det betyder selvfølgelig ikke automatisk, at der ligger et gammelt mønster bag.
Nogle relationer skal slutte, og nogle mennesker passer ganske enkelt ikke sammen.
Men hvis det sker igen og igen, synes jeg, det er værd at blive nysgerrig.
For nærhed gør os også sårbare. Når jeg virkelig lukker dig ind, får du betydning for mig. Og hvis du får betydning, kan jeg også miste dig. Jeg kan blive såret, afvist eller skuffet.
Det kan derfor føles langt mere sikkert at længes efter kærligheden på afstand end faktisk at stå midt i den og lade et andet menneske se os.
Det kan skabe den mærkelige situation, at vi længes intenst efter den, der ikke helt er tilgængelig, mens vi begynder at tvivle på den, der faktisk kommer tæt på.
Når vi først ser det mønster, bliver spørgsmålet “Hvorfor finder jeg altid den samme type?” derfor lidt for enkelt. For det handler ikke kun om, hvem den anden er. Det handler også om, hvem jeg selv bliver i mødet med den anden.
Hvem bliver jeg, når jeg forelsker mig?
Det spørgsmål synes jeg faktisk er mere interessant end at lave en liste over, hvilke typer mennesker vi skal holde os fra.
Hvem bliver jeg, når jeg forelsker mig? Bliver jeg mere mig selv, eller begynder jeg langsomt at forlade mig selv? Kan jeg stadig mærke mine behov?
Kan jeg være uenig? Kan jeg fortælle den anden, når noget gør mig ked af det? Eller begynder jeg at holde tilbage, fordi jeg er bange for, at relationen ikke kan holde til det?
Det er også interessant at lægge mærke til, hvornår længslen bliver stærkest. Er det, når vi er tæt på hinanden, eller når den anden trækker sig? Hvad sker der i mig, når jeg ikke får svar? Og hvad sker der, når et menneske faktisk vælger mig og bliver?
Relationer kan på den måde blive et ret ærligt spejl. Ikke fordi alt, der sker i en relation, handler om vores barndom eller gamle sår.
Nogle gange opfører den anden sig faktisk dårligt. Nogle gange er vores grænser reelle, og nogle gange er relationen ganske enkelt ikke god for os.
Men relationer har en særlig evne til at aktivere de steder i os, hvor vi både længes mest og beskytter os mest. Og når vi begynder at få øje på det, kan vi også begynde at gøre noget andet.
Psykoterapi og vores relationelle mønstre
I mit arbejde som psykoterapeut i Roskilde er jeg ikke interesseret i at fortælle et menneske, om det skal blive i en relation eller gå. Det synes jeg grundlæggende er den enkeltes valg, og terapi skal ikke gøre terapeuten til den person, der træffer beslutningerne.
Det, vi kan undersøge sammen, er det, der sker i dig, når du er i relationen. Hvad sker der, når den anden bliver fjern? Hvad gør du, når du bliver bange for at miste? Kan du mærke dine egne grænser, når du er forelsket? Hvad sker der, når nogen kommer rigtig tæt på? Og på hvilket tidspunkt begynder du måske at arbejde for kontakten frem for at være i den?
For mig er det netop her, psykoterapi i Roskilde kan blive interessant. Ikke fordi vi skal finde en forklaring på alt, men fordi forståelsen af vores egne reaktioner kan give os flere valgmuligheder.
Hvis jeg ikke kan se mit mønster, vil jeg ofte opleve min reaktion som den eneste mulige. Når den anden trækker sig, må jeg følge efter. Når jeg bliver bange, må jeg have bekræftelse. Når nogen kommer for tæt på, må jeg skabe afstand.
Men når jeg begynder at opdage mønstret, mens det sker, opstår der måske en lille pause. Jeg kan mærke min trang til at reagere og samtidig blive nysgerrig på den.
Det er i den pause, noget nyt kan begynde.
Kærlighed uden at miste sig selv
Jeg tror ikke, at målet med personlig udvikling er at blive så selvstændig, at vi ikke har brug for andre mennesker.
Vi har brug for hinanden. Vi har brug for nærhed, berøring, samhørighed og følelsen af at betyde noget for et andet menneske.
Der er ikke noget forkert i at have brug for kærlighed, og jeg synes faktisk, vi nogle gange kommer til at gøre afhængighed til noget næsten skamfuldt.
Problemet er ikke nødvendigvis, at jeg har brug for dig. Det interessante er, hvad der sker med mig, når jeg har brug for dig.
Kan jeg stadig være mig selv? Må jeg have behov, der er anderledes end dine? Kan jeg sige nej? Kan jeg fortælle dig, at du har såret mig, uden at blive så bange for at miste dig, at jeg trækker mine ord tilbage? Og kan jeg rumme, at du nogle gange har brug for plads, uden straks at opleve det som et bevis på, at jeg ikke er værd at elske?
For mig er noget af det smukke ved en moden kærlighed, at vi ikke behøver at vælge mellem os selv og relationen. Jeg kan være tæt på dig uden at forlade mig selv, og jeg kan give dig plads til at være dig uden at miste kontakten til mig.
Det betyder ikke, at en sund relation altid føles rolig og harmonisk. Vi kommer stadig til at trigge hinanden, blive vrede, misforstå og ramme steder, der gør ondt. Det afgørende er måske mere, hvad der sker bagefter.
Kan vi finde tilbage til hinanden? Kan vi tage ansvar for vores egen del? Kan vi tale om det, der skete, uden at én altid skal være den forkerte? Er der grundlæggende en oplevelse af, at vi begge ønsker relationen?
Det er noget andet end en relation, hvor den ene konstant skal kæmpe for at holde kontakten levende.
Det, der engang beskyttede os, behøver ikke styre os resten af livet
Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke begynder at se vores relationelle mønstre som fejl ved os selv. De fleste af dem er opstået af en grund.
Hvis du har lært at tilpasse dig for at bevare kontakten, har det sandsynligvis engang givet mening. Hvis du lærte at trække dig, når mennesker kom for tæt på, kan det have været en måde at beskytte dig på.
Og hvis du lærte at kæmpe for kærligheden, har der måske været et tidspunkt i dit liv, hvor kærligheden ikke bare var noget, du kunne regne med.
Vi behøver ikke skamme os over de strategier. Men vi kan begynde at spørge os selv, om vi stadig har brug for dem.
For det interessante ved at få øje på et mønster er, at vi langsomt får mulighed for ikke automatisk at gentage det.
Næste gang den anden trækker sig, kan jeg måske mærke min trang til straks at gøre noget og give mig selv lidt tid. Næste gang et menneske kommer tæt på, kan jeg måske opdage min lyst til at skabe afstand og undersøge, om det faktisk handler om personen, eller om nærheden i sig selv gør mig urolig.
Og næste gang jeg mærker den helt store kemi, behøver jeg ikke slukke den eller analysere den ihjel. Jeg kan nyde den og samtidig være nysgerrig på noget, som måske først viser sig over tid:
Hvordan har jeg det egentlig, når jeg er sammen med dette menneske?
Bliver jeg mere mig selv eller mindre mig selv?
Er der plads til mine behov?
Er interessen gensidig?
Kan vi reparere kontakten, når noget går galt?
Og føler jeg mig grundlæggende respekteret?
Det er måske ikke lige så romantisk som at spørge, om der er sommerfugle i maven. Men det fortæller os noget vigtigt om den relation, vi faktisk er ved at skabe.
Måske behøver kærlighed ikke føles som en jagt
Jeg tror, mange af os længes efter den store kærlighed, men måske længes vi i virkeligheden også efter noget langt mere enkelt:
At kunne være os selv sammen med et andet menneske.
At kunne trække vejret i relationen. At kunne være uenige uden straks at blive bange for, at det hele forsvinder. At kunne savne uden at gå i opløsning. At kunne mærke begær og passion uden samtidig at skulle leve i konstant usikkerhed.
Kærlighed må meget gerne være intens. Den må gerne være levende, sanselig, passioneret og fuld af sommerfugle. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at vi skal gøre kærligheden til noget kedeligt og fornuftigt.
Men måske behøver den ikke gøre ondt hele tiden for at være ægte. Måske er den relation, der aktiverer os mest, ikke nødvendigvis den relation, der elsker os bedst.
Og måske sker den største forandring ikke først den dag, vi finder et helt andet menneske. Måske begynder den den dag, hvor vi selv begynder at være i kærligheden på en anden måde.
Hvor jeg ikke længere behøver at kæmpe for at bevise, at jeg er værd at elske. Hvor jeg kan savne dig uden at forlade mig selv. Hvor jeg kan mærke en voldsom kemi uden automatisk at gøre den til et bevis på, at vi hører sammen. Og hvor det, der føles velkendt, ikke længere behøver at bestemme, hvad jeg kalder kærlighed.
Søger du en psykoterapeut i Roskilde?
Hvis du kan genkende dig selv i nogle af de relationelle mønstre, jeg beskriver her, kan psykoterapi være et sted, hvor du får mulighed for at undersøge dem uden at skulle dømme dig selv for at have dem.
I mit arbejde som psykoterapeut i Roskilde arbejder jeg blandt andet med tilknytning, selvværd, kærlighedsrelationer, traumer og de mønstre, vi kan udvikle gennem livet for at beskytte os selv og bevare kontakten til mennesker, der betyder noget for os.
Det handler ikke om, at jeg skal fortælle dig, hvem du skal elske, eller om du skal blive eller gå. Det handler om, at du bliver bedre til at forstå dig selv i relationen, så dine gamle erfaringer ikke behøver at træffe alle beslutningerne for dig.
For måske er målet ikke en kærlighed uden sårbarhed.
Måske er målet en kærlighed, hvor vi tør være sårbare uden at miste os selv.
Tak fordi du læste med
Kh. Matheuz Cosmos
Kommentarer