Egenomsorg – når det er lettere at presse sig selv end at passe på sig selv
Jeg har gennem mit arbejde som psykoterapeut og gennem min egen personlige udvikling været optaget af egenomsorg, fordi jeg synes, vi nogle gange kommer til at gøre begrebet lidt for enkelt.
Vi ved jo godt, at vi skal passe på os selv. Vi ved, at vi har brug for søvn, pauser, bevægelse, gode relationer og tid til det, der giver os glæde og energi.
Alligevel oplever jeg, at der kan være utrolig langt fra at vide, hvad der er godt for os, til faktisk at give os selv det.
For mig handler egenomsorg derfor om langt mere end at tage en fridag, gå en tur i skoven, meditere eller bestille en massage.
Alt det kan selvfølgelig være egenomsorg, men egenomsorg er ikke nødvendigvis det samme som afslapning eller magelighed. Jeg ser det mere som en handling, hvor jeg tager mig selv og mine behov alvorligt og gør noget, der på en sund og støttende måde er godt for mig.
Nogle gange er egenomsorg at lægge sig på sofaen. Andre gange er det faktisk at rejse sig fra den.
Det kan være at bevæge kroppen, selvom jeg ikke rigtig gider. Det kan være at tage en vanskelig samtale, som jeg har udskudt. Det kan være at sige nej til et menneske, jeg holder af, fordi jeg kan mærke, at mit ja ville være et nej til mig selv.
Det kan også være at række ud efter hjælp, hvis jeg gennem længere tid ikke trives, selvom en gammel del af mig synes, at jeg burde kunne klare det selv.
Det interessante spørgsmål bliver derfor ikke kun: Hvad har jeg lyst til lige nu? Det bliver også: Hvad er egentlig kærligt og omsorgsfuldt over for mig?
Og det spørgsmål kan være langt vanskeligere at besvare, end man umiddelbart skulle tro.
Når selvpineri bliver det velkendte
Noget af det, jeg selv er blevet opmærksom på gennem årene, er det, jeg kalder selvpineriet. Det kan lyde voldsomt, men jeg tror, mange mennesker vil kunne genkende det, når først de begynder at lægge mærke til det.
Det er den indre indpisker, der hele tiden synes, at jeg lige kan lidt mere. At jeg burde tage mig sammen. At det, jeg har gjort, kunne være gjort bedre.
At jeg ikke helt har fortjent at sætte mig ned endnu, fordi der stadig er noget, der mangler. Eller den indre kritiker, som er hurtigere til at opdage det, jeg ikke lykkedes med, end alt det, jeg faktisk gjorde.
Hvis man er opvokset med høje krav eller i et miljø, hvor der har været meget fokus på præstation, ansvar, pligt eller på at klare sig godt, kan den måde at være sammen med sig selv på blive så velkendt, at man næsten ikke længere opdager den.
Man gør bare lidt mere.
Holder lidt længere ud.
Stiller lidt højere krav.
Og når man endelig stopper, kan der næsten komme dårlig samvittighed.
Det behøver ikke betyde, at man har haft en dårlig barndom.
Mange af de ting, vi lærer, bliver også til stærke ressourcer. Høje krav kan lære os at være vedholdende, arbejdsomme, ansvarlige og målrettede.
Problemet opstår efter min mening først, når vi ikke længere selv kan vælge, hvornår vi bruger de egenskaber. Når jeg kan arbejde hårdt, er det en ressource. Når jeg skal arbejde hårdt for at kunne have det godt med mig selv, begynder det at koste noget.
Det samme gælder ansvar. Det er en fantastisk egenskab at kunne tage ansvar. Men hvis jeg altid føler mig ansvarlig for andre menneskers behov, humør og tilfredshed, kan jeg meget let komme til at glemme mit ansvar over for mig selv.
Og her synes jeg, egenomsorg og selvværd begynder at hænge meget tæt sammen.
Selvværd – lad dig selv være
Jeg har en måde at forstå selvværd på, som giver rigtig god mening for mig:
Lad – dig – selv – være.
Ikke “lad være” i betydningen at give op eller være ligeglad, men at lade dig selv være den, du er, uden at den indre indpisker hele tiden står ved siden af og fortæller dig, hvad der burde være anderledes.
Prøv at tænke over, hvor sjældent nogle af os faktisk får lov til bare at være i fred med os selv.
Jeg kan sidde i sofaen, men indeni fortæller en stemme mig, at jeg burde lave noget.
Jeg kan kigge mig i spejlet, og straks begynder vurderingen.
Jeg kan have løst ti ting godt og bruge resten af dagen på den ene ting, jeg ikke synes lykkedes.
Jeg kan være sammen med andre mennesker og samtidig holde øje med mig selv:
Sagde jeg det rigtige? Fyldte jeg for meget? Var jeg interessant nok? Kunne de lide mig?
Så er jeg sammen med mig selv hele tiden, men jeg lader mig aldrig rigtig være.
Det er noget af det, jeg selv synes er interessant ved selvværd.
Vi taler ofte om, at vi skal have “mere” selvværd, næsten som om vi skal bygge noget oven på os selv. Men måske handler selvværd også om at fjerne noget.
Måske handler det nogle gange om, at den indre kritiker skal fylde mindre.
At indpiskeren en gang imellem skal sætte sig ned.
At jeg ikke konstant behøver korrigere, vurdere og forbedre mig selv.
Jeg kan stadig udvikle mig. Jeg kan stadig have ambitioner. Jeg kan stadig se på sider af mig selv, som jeg gerne vil arbejde med.
Men der er stor forskel på at udvikle mig, fordi jeg er nysgerrig på livet og mig selv, og at udvikle mig, fordi jeg grundlæggende synes, at den, jeg allerede er, ikke er god nok.
For mig er det måske netop noget af selvværdets essens:
Jeg må gerne udvikle mig uden hele tiden at være utilfreds med den, jeg er lige nu.
Jo større værdi jeg tillægger mig selv, desto lettere bliver det at passe på mig selv
Der er en anden sammenhæng, jeg synes er vigtig, når vi taler om egenomsorg.
Jo større værdi jeg reelt tillægger mig selv, desto mere naturligt bliver det også at passe på mig selv.
Det gælder på mange områder, men jeg synes især, det bliver tydeligt i vores relationer til andre mennesker. Hvis jeg ikke oplever mine egne behov som særlig vigtige, bliver det meget let at lade andres behov komme først.
Hvis jeg er bange for at skuffe andre, kan jeg komme til at sige ja, længe efter at noget i mig egentlig har sagt nej. Og hvis min følelse af værdi i høj grad afhænger af at være hjælpsom, vellidt eller nødvendig, kan det blive næsten umuligt at afvise et andet menneske uden samtidig at føle, at jeg er egoistisk eller forkert.
Men jo større værdi jeg tillægger mig selv, desto lettere bliver det også at sige:
Det vil jeg faktisk ikke.
Det har jeg ikke overskud til.
Det passer ikke for mig.
Jeg vil gerne hjælpe dig, men ikke på bekostning af mig selv.
Det betyder ikke, at jeg skal blive egoistisk eller altid vælge mig selv frem for andre. Det synes jeg faktisk ville være en mærkelig forståelse af egenomsorg. Vi lever i relationer, og kærlighed indebærer også, at vi nogle gange tilsidesætter vores egne umiddelbare behov for et menneske, der betyder noget for os.
Men der er forskel på at vælge at give noget af sig selv og på automatisk at forlade sig selv.
Hvis jeg tillægger mig selv værdi, bliver mit behov også en del af regnestykket.
Dit behov betyder noget.
Og mit behov betyder også noget.
Det er måske dér, den sunde grænse begynder.
Nogle gange er det sværeste ved et nej det, der sker bagefter
Jeg oplever, at mange mennesker godt ved, hvornår de burde sige nej. Problemet er ofte ikke selve ordet. Problemet er det, der kommer bagefter.
Skyldfølelsen.
Uroen.
Tanken om, at den anden måske bliver skuffet.
Frygten for at blive opfattet som egoistisk, besværlig eller afvisende.
Hvis jeg gennem livet har lært, at jeg får anerkendelse ved at være hjælpsom, fleksibel og nem at være sammen med, kan et nej næsten opleves som en trussel mod relationen.
Derfor kan jeg komme til at sige ja, selvom jeg egentlig mener nej, fordi jeg på den måde beskytter kontakten til den anden.
Men prisen kan være, at jeg mister kontakten til mig selv. Jeg tror derfor ikke, at arbejdet med grænser kun handler om at blive bedre til at sige nej.
Det handler også om at kunne stå ved sit nej, når den anden ikke bryder sig om det.
At kunne mærke et andet menneskes skuffelse uden straks at gøre skuffelsen til et bevis på, at jeg har gjort noget forkert.
Det er ikke altid let.
Men måske bliver det lidt lettere, når jeg begynder at tillægge mig selv større værdi.
For hvis jeg virkelig oplever, at mine behov har betydning, behøver jeg ikke hele tiden have andres godkendelse af dem.
Når vi forsømmer os selv længe nok
Det særlige ved manglende egenomsorg er, at det sjældent begynder dramatisk. Det sker ofte lidt efter lidt.
Vi sover lidt mindre. Arbejder lidt mere. Siger ja til endnu en ting. Ignorerer spændingen i kroppen. Udskyder pausen. Fortæller os selv, at næste uge bliver roligere.
Og måske gør den.
Men hvis måden, jeg er sammen med mig selv på, ikke ændrer sig, finder jeg ofte bare noget nyt at bruge energien på.
På et tidspunkt kan det vise sig som mistrivsel. Vi kan blive trætte, irritable, urolige eller miste lysten til ting, vi normalt holder af.
Nogle oplever søvnproblemer eller koncentrationsbesvær, mens andre bare får en diffus fornemmelse af ikke rigtig at være til stede i deres eget liv.
Jeg synes ikke, vi skal gøre alle former for mistrivsel til et spørgsmål om manglende egenomsorg. Der kan være mange årsager til både psykiske og fysiske symptomer. Men jeg synes, det er relevant at spørge sig selv:
Hvordan behandler jeg egentlig mig selv i min hverdag?
Ikke hvordan jeg tror, jeg behandler mig selv.
Men hvordan jeg faktisk gør.
Hvis et menneske, jeg elskede, var træt, ville jeg så tale til ham eller hende på den måde, jeg taler til mig selv?
Hvis en god ven lavede en fejl, ville jeg så blive ved med at minde ham om den resten af dagen?
Hvis mit barn havde brug for en pause, ville jeg så fortælle det, at det først måtte hvile, når alt var perfekt?
Det kan være tankevækkende at opdage, hvor meget omsorg vi naturligt kan give andre, samtidig med at vi stadig tror, at vi selv har bedst af at blive drevet frem med pisken.
Egenomsorg kan også blive endnu et krav
Der er noget lidt paradoksalt ved hele samtalen om egenomsorg, som jeg synes er værd at være opmærksom på.
For vi kan også gøre egenomsorg til endnu et område, hvor vi skal præstere.
Nu skal jeg spise rigtigt, træne, meditere, gå i naturen, lave åndedrætsøvelser, dyrke Qigong, skrive dagbog, sove otte timer og huske at være nærværende.
Og hvis jeg ikke gør det, kan den indre kritiker straks bruge det imod mig:
Se, nu er du heller ikke god nok til at passe på dig selv.
Så har selvpineriet bare skiftet tøj.
Det synes jeg næsten er en af de vigtigste pointer.
Egenomsorg skal ikke blive endnu en disciplin, vi kan slå os selv oven i hovedet med.
Det handler ikke om at gøre alt rigtigt.
Det handler om langsomt at få en anden relation til sig selv.
En relation, hvor jeg bliver bedre til at registrere, når jeg er ved at overskride mine egne grænser. Hvor jeg kan tage min træthed alvorligt uden at gøre den til svaghed.
Hvor jeg kan opdage den indre kritiker uden nødvendigvis at tro på alt, hvad den siger.
Hvor jeg nogle gange ganske enkelt kan sige til den:
Du må godt lade mig være lidt nu.
Egenomsorg kræver nogle gange handling
Det er også vigtigt for mig at understrege, at “lad dig selv være” ikke betyder, at vi aldrig skal udfordre os selv.
Nogle gange er det mest omsorgsfulde, jeg kan gøre, netop at handle.
Hvis jeg er bange for noget, kan det være omsorg at tage et lille skridt hen imod det frem for altid at undgå det.
Hvis jeg har isoleret mig, kan det være godt for mig at opsøge andre mennesker. Hvis kroppen trænger til bevægelse, kan jeg have brug for at komme af sted, selvom sofaen føles mest tillokkende.
Og hvis jeg gennem længere tid mistrives, kan egenomsorg være at erkende, at jeg ikke behøver løse det hele alene.
Det er derfor, jeg kalder egenomsorg handlingsbaseret.
Omsorgen ligger ikke nødvendigvis i, at handlingen føles behagelig lige nu.
Den ligger i intentionen:
Jeg gør dette, fordi jeg ønsker at passe på mig selv – ikke fordi jeg ønsker at straffe eller presse mig selv.
Det kan udefra ligne præcis den samme handling.
Jeg kan gå ned og træne, fordi jeg hader min krop og synes, den skal laves om.
Eller jeg kan gå ned og træne, fordi jeg holder af min krop, har en høj værdi på sundhed og gerne vil gøre den stærk.
Jeg kan sige nej til en invitation, fordi jeg vil isolere mig fra verden.
Eller jeg kan sige nej, fordi jeg mærker, at jeg har brug for ro.
Det er ikke altid handlingen i sig selv, der fortæller os, om noget er egenomsorg.
Nogle gange er det relationen til os selv, handlingen kommer fra.
Når jeg arbejder med egenomsorg og selvværd i psykoterapi
Når jeg arbejder med mennesker som psykoterapeut i Roskilde, er jeg derfor ikke så interesseret i at udlevere en liste med ti ting, man skal gøre for at få bedre selvværd eller blive bedre til egenomsorg.
For hvis du allerede har en stærk indre indpisker, er det sidste, du har brug for, måske endnu en liste over ting, du burde gøre bedre.
Jeg synes, det er langt mere interessant at undersøge, hvad der sker i dig, når du forsøger at tage dig selv alvorligt.
Hvad sker der, når du hviler?
Hvad sker der, når du siger nej?
Hvad sker der, når et andet menneske bliver utilfreds med dig?
Kan du mærke dine behov, før de bliver til irritation eller udmattelse?
Og hvad fortæller den indre kritiker dig, når du ikke præsterer på den måde, du synes, du burde?
I psykoterapi i Roskilde arbejder jeg blandt andet med selvværd, skam, gamle mønstre, tilknytning og nervesystemet. For mig handler arbejdet ikke om at fortælle et menneske, at det bare skal tænke mere positivt om sig selv.
Det handler om at forstå, hvorfor den hårde måde at være sammen med sig selv på overhovedet blev nødvendig, og om langsomt at skabe mulighed for noget andet.
For nogle mennesker er det faktisk en stor forandring at opdage, at de ikke behøver bruge selvkritik som brændstof.
At de stadig kan udvikle sig uden at slå sig selv.
At de stadig kan tage ansvar uden at tage skylden for alt.
At de kan være omsorgsfulde over for andre uden altid at tilsidesætte sig selv.
Og at de godt må tillægge sig selv så meget værdi, at et nej til et andet menneske nogle gange bliver et ja til dem selv.
Måske begynder egenomsorg netop dér
Jeg tror ikke, målet er, at vi skal gå gennem livet og hele tiden spørge: Hvad har jeg brug for? Hvad har jeg brug for? Det ville hurtigt blive meget selvoptaget.
For mig handler det mere om balance. Om at kunne være der for andre uden at forlade mig selv. Om at kunne arbejde hårdt og samtidig kunne holde fri. Om at kunne udvikle mig og stadig være okay med den, jeg er i dag.
Og måske handler selvværd mindre om konstant at skulle overbevise sig selv om, hvor fantastisk man er.
Måske kan det nogle gange være langt mere enkelt:
Lad – dig – selv – være.
Lad den indre kritiker tie stille en gang imellem.
Lad være med hele tiden at måle dig selv.
Lad være med straks at gøre dine fejl til et spørgsmål om din værdi.
Lad dig hvile, når du har brug for det.
Lad dine behov få en plads.
Og tillad dig selv at have så meget værdi i dit eget liv, at du også kan passe på dig selv, når det betyder, at du må sige nej til et andet menneske.
For måske er egenomsorg i sidste ende ikke noget, vi først skal gøre os fortjent til.
Måske begynder den i det øjeblik, hvor jeg langsomt opdager:
Jeg har værdi nok til, at jeg også er værd at passe på.
Søger du en psykoterapeut i Roskilde?
Hvis du kan genkende den indre indpisker, høje krav til dig selv, lavt selvværd eller oplevelsen af, at det er lettere at være omsorgsfuld over for andre end over for dig selv, er du velkommen til at kontakte mig.
I min praksis som psykoterapeut i Roskilde arbejder jeg blandt andet med selvværd, selvkritik, skam, grænser, relationelle mønstre og nervesystemet.
Det handler ikke om, at du skal lære at blive ligeglad med andre eller kun tænke på dig selv. Det handler om, at du også får lov til at være med i dit eget liv.
Kh.Matheuz Cosmos
Kommentarer