Hvor har dit nervesystem hjemme?
Om baseline, tryghed og overlevelse
Har du nogensinde oplevet, at det faktisk kan være svært at falde helt til ro?
At du måske har glædet dig til en fridag eller en weekend uden planer, men når der endelig bliver stille omkring dig, går der ikke ret lang tid, før du finder noget, du lige skal ordne?
Du tjekker telefonen, rydder lidt op, går i gang med en arbejdsopgave eller
begynder at tænke på alt det, du burde få gjort. Ikke nødvendigvis fordi du har travlt, men fordi det næsten føles mere naturligt at være i gang end bare at være.
Det synes jeg er interessant.
For vi taler meget om stress og om behovet for at slappe af, men vi taler måske mindre om, at ro ikke nødvendigvis føles trygt for alle mennesker. For nogle er ro noget, kroppen forholdsvis let vender tilbage til.
For andre kan stilheden næsten skabe mere uro, fordi kroppen gennem mange år er blevet vant til aktivitet, spænding, opmærksomhed og måske en oplevelse af hele tiden at skulle være lidt på forkant.
Det er her, jeg synes, begrebet baseline bliver interessant.
Når jeg bruger ordet baseline, mener jeg ikke, at nervesystemet befinder sig i én fast tilstand hele tiden. Vores nervesystem bevæger sig konstant. Vi bliver aktiverede, falder til ro, bliver engagerede, trætte, begejstrede, forskrækkede og afslappede gennem en almindelig dag. Det er sådan, det skal være.
Jeg bruger snarere baseline som et billede på det sted, kroppen lettest finder tilbage til.
Man kunne næsten spørge:
Hvor har dit nervesystem lært, at “hjemme” er?
Er hjemme et sted, hvor du grundlæggende kan slippe kontrollen og mærke, at der ikke er noget, du skal være på vagt overfor?
Eller er hjemme blevet en tilstand med en lille smule spænding i kroppen, tanker der hele tiden arbejder og en fornemmelse af, at der sikkert snart er noget, du skal tage dig af?
Det er ikke nødvendigvis noget, vi selv lægger mærke til, fordi det, vi har levet med længe nok, ofte kommer til at føles normalt.
Speederen og bremsen
En enkel måde at forstå noget af det autonome nervesystem på er gennem kroppens sympatiske og parasympatiske aktivitet.
Det sympatiske nervesystem hjælper os med at mobilisere energi.
Når der er brug for handling, kan puls og årvågenhed stige, musklerne bliver klar til aktivitet, og kroppen prioriterer de ressourcer, der gør os i stand til at reagere.
Det er en fantastisk mekanisme, og vi har brug for den. Vi bruger den ikke kun, når vi er bange. Vi bruger mobilisering, når vi træner, arbejder koncentreret, bliver begejstrede, skal præstere eller hurtigt skal reagere på noget.
Det parasympatiske nervesystem er blandt andet involveret i kroppens restitution, fordøjelse og evne til at falde ned igen efter aktivering.
Jeg kan godt lide billedet af en speeder og en bremse, så længe vi husker, at kroppen ikke er en bil. Det ene system er ikke godt og det andet dårligt. Vi har brug for begge dele.
Problemet er derfor heller ikke, at vi bliver aktiverede. Et sundt og fleksibelt nervesystem skal kunne mobilisere masser af energi, når livet kræver det.
Det interessante er, hvad der sker bagefter.
Kan kroppen finde tilbage igen?
Kan jeg arbejde intenst og bagefter lægge arbejdet fra mig?
Kan jeg blive vred og senere mærke, at vreden slipper?
Kan jeg stå i en vanskelig situation og mobilisere alt det, jeg har brug for, uden at kroppen fortsætter kampen flere timer efter, at situationen er overstået?
For mig handler regulering derfor ikke om at være afslappet hele tiden. Det handler langt mere om fleksibilitet. At kunne bevæge sig.
Det, der er velkendt, kan komme til at føles normalt
Hvis vi gennem livet har haft mange erfaringer med tryghed, forudsigelighed og mennesker, der kunne hjælpe os tilbage, når noget blev svært, kan kroppen have fået mange erfaringer med, at aktivering godt må slutte igen.
Noget sker. Vi reagerer. Og bagefter lander vi. Men hvis man gennem længere tid har levet med utryghed, følelsesmæssig uforudsigelighed, kronisk stress eller traumatiske oplevelser, kan kroppen have lært noget andet.
Den kan have lært, at det giver mening at være forberedt. Det behøver ikke vise sig som panik eller voldsom angst. Det kan være langt mere diskret.
En spænding i kæben. Skuldrene, der sjældent slipper helt. Et hoved, der hele tiden er et par skridt foran. En trang til at kontrollere, planlægge eller være produktiv. En særlig opmærksomhed på andre menneskers tonefald og ansigtsudtryk.
Måske opdager du hurtigt, hvis stemningen i et rum ændrer sig. Du registrerer, om nogen virker irriterede, før de selv har sagt noget.
Eller du har svært ved at sidde stille ret længe uden at få lyst til at tage telefonen frem eller finde noget, du kan beskæftige dig med.
Når jeg arbejder med mennesker som psykoterapeut i Roskilde, synes jeg ofte, det er mere hjælpsomt at blive nysgerrig på den slags reaktioner end straks at forsøge at fjerne dem.
For hvad nu hvis kroppen faktisk har haft en god grund til at lære dem?
Hvis jeg engang havde brug for at være opmærksom på stemninger omkring mig, gav det mening at blive god til at registrere dem.
Hvis kontrol tidligere har hjulpet mig til at skabe en oplevelse af sikkerhed, giver det mening, at jeg stadig kan få lyst til at kontrollere, når jeg bliver usikker.
Det betyder ikke, at jeg behøver leve sådan resten af mit liv.
Men det betyder, at jeg kan begynde med at forstå reaktionen i stedet for at gøre den forkert.
Når travlhed bliver en måde at regulere sig på
Det her bliver særligt interessant, når vi ser på vores forhold til aktivitet.
For nogle mennesker er travlhed ikke bare et resultat af, at de har meget at lave. Selve aktiviteten kan også give en form for regulering.
Så længe jeg er i gang, ved jeg, hvad jeg skal. Der er en opgave foran mig. Noget skal løses. Jeg har retning. Det er først, når jeg stopper, at jeg mærker alt det andet.
Uroen. Trætheden. Tomheden. Tankerne. Kroppen. Måske ensomheden eller følelser, jeg ikke rigtig har haft tid til at mærke.
Derfor synes jeg også, at rådet “du skal bare slappe lidt mere af” kan være ret meningsløst for et menneske, hvis system ikke oplever ro som et naturligt sted at være.
For hvad betyder det egentlig at slappe af, hvis stilhed gør mig urolig?
Jeg kan sagtens ligge på sofaen og stadig være i høj aktivitet indeni.
Jeg kan tage på ferie og have hele mit arbejdsliv med mig i hovedet.
Jeg kan sætte mig for at meditere og bruge hele meditationen på at vente på, at den snart er færdig.
Ro handler ikke kun om, hvad kroppen fysisk foretager sig. Derfor kan vejen mod mere ro heller ikke altid begynde med, at vi skal tvinge os selv til at slappe af.
Måske skal kroppen først have nye erfaringer med, at det faktisk er sikkert at sænke paraderne en lille smule.
Det er her, langsommelighed bliver interessant
Jeg er gennem mit arbejde med blandt andet psykoterapi og Qigong blevet mere og mere optaget af tempo. Ikke bare hvor meget vi laver, men hvordan vi gør det.
Prøv engang at lægge mærke til forskellen på at gå hurtigt gennem et rum og på bevidst at sætte tempoet lidt ned. Eller forskellen på hurtigt at spise et måltid, mens du kigger på telefonen, og på faktisk at være til stede i det, du spiser.
Når tempoet falder, kan vores opmærksomhed ændre sig.
Jeg opdager måske, hvordan jeg trækker vejret. Jeg mærker mine fødder mod gulvet. Jeg registrerer spændingen i skuldrene eller opdager, at jeg faktisk er træt.
Jeg ser måske også det menneske, jeg sidder overfor, på en anden måde, fordi en del af min opmærksomhed ikke allerede er på vej videre til det næste.
Det er ikke sådan, at langsommelighed automatisk “tænder” parasympatikus, eller at hurtighed altid betyder stress. Vi kan løbe hurtigt og føle os levende og trygge, ligesom vi kan ligge helt stille og være fyldt med angst.
Men bevidst at sænke tempoet kan for mange mennesker skabe bedre betingelser for at registrere kroppen og opdage, hvad der faktisk foregår indeni.
Og det er måske en af de ting, jeg selv finder mest interessant:
Når tempoet falder, bliver der ofte mere at mærke.
I høj fart når vi let at reagere, før vi opdager, hvad vi reagerer på. Når der kommer lidt mere plads, kan der opstå et øjeblik mellem det, der sker, og vores respons.
Det er et lille øjeblik, men det kan være betydningsfuldt.
For her kan jeg nå at opdage:
Er jeg egentlig vred?
Er jeg bange?
Har jeg overhovedet lyst til det, jeg er på vej til at sige ja til?
Er jeg ved at reagere på det menneske, der står foran mig, eller på noget jeg kender fra tidligere?
Jeg synes derfor ikke kun, langsommelighed handler om afslapning.
Det kan også handle om bevidsthed.
Haren og skildpadden fik pludselig en anden betydning for mig
For nylig så jeg igen den gamle fortælling om haren og skildpadden, og jeg kom til at se den på en helt anden måde end tidligere.
Vi kender historien. Haren er hurtig og sikker på sine egne evner. Skildpadden bevæger sig langsomt og støt, og alligevel er det skildpadden, der kommer i mål.
Jeg ved godt, at historien ikke handler om nervesystemet, og jeg skal heller ikke gøre haren til det sympatiske nervesystem og skildpadden til det parasympatiske. Men som et billede synes jeg faktisk, den fortæller noget interessant om den måde, mange af os lever på.
Vi har let ved at forbinde fart med effektivitet.
Hvis jeg går hurtigere, når jeg mere.
Hvis jeg arbejder mere, kommer jeg længere.
Hvis jeg reagerer hurtigt, har jeg kontrol.
Men højere tempo er ikke altid det samme som større bevægelse i den retning, vi faktisk ønsker.
Nogle gange mister vi noget undervejs.
Kontakten til kroppen.
Evnen til at registrere vores egne behov.
Opmærksomheden på det menneske, vi er sammen med.
Eller bare oplevelsen af faktisk at være til stede i det liv, vi har så travlt med at komme igennem.
Det er dét, skildpadden minder mig om. Ikke at vi skal leve langsomt hele tiden. Jeg holder selv af energi, aktivitet, udvikling og fremdrift.
Der er tidspunkter, hvor vi skal sætte fart på. Men vi behøver også kunne sætte farten ned igen.
For hvis jeg kun har en speeder, bliver fart ikke længere et valg. Så bliver den min måde at være i verden på.
Når du ser den, kan du prøve at se den gennem de briller. Ikke som en videnskabelig forklaring på nervesystemet, men som et lille billede på vores forhold til tempo, præstation og nærvær.
Hvordan mærker man, hvor ens nervesystem har “hjemme”?
Det er fristende at lave en liste over symptomer og derefter forsøge at placere sig selv i enten den ene eller den anden kasse.
Det vil jeg egentlig helst undgå, fordi nervesystemet er mere nuanceret end det. Men man kan godt begynde at lægge mærke til nogle mønstre.
Hvis dit system ofte ligger højt i aktivering, kan du eksempelvis opleve muskelspændinger, uro, rastløshed, et hurtigt eller overfladisk åndedræt, tankemylder eller vanskeligheder ved at slippe dagens aktivitet.
Nogle oplever også, at de konstant scanner omgivelserne eller andre mennesker og hurtigt registrerer tegn på konflikt eller utilfredshed.
Det interessante er, at man ikke nødvendigvis selv oplever det som stress. Hvis det har været sådan i mange år, kan det bare føles som mig.
“Jeg er bare et menneske, der har meget energi.”
“Jeg fungerer bedst, når jeg har travlt.”
“Jeg kan ikke lide at sidde stille.”
Og det kan sagtens være sandt. Vi har forskellige temperamenter og forskelligt energiniveau. Derfor skal al aktivitet heller ikke psykologiseres.
Men jeg synes, man kan stille sig selv et enkelt spørgsmål:
Kan jeg også lade være?
Kan jeg have fart på og nyde det, men bagefter sænke tempoet uden at blive urolig?
Kan jeg være produktiv uden at få dårlig samvittighed, når jeg hviler?
Kan jeg være opmærksom på andre mennesker uden hele tiden at overvåge dem?
Kan jeg slippe kontrollen, når der ikke længere er noget, jeg behøver kontrollere?
Det er her, fleksibiliteten bliver interessant.
For et nervesystem i balance er efter min forståelse ikke et nervesystem, der altid er roligt.
Det er et system, der kan bevæge sig mellem forskellige grader af aktivering og finde tilbage igen.
Ro er heller ikke det samme som nedlukning
Her er der en vigtig nuance, som jeg også har skrevet om tidligere. Et menneske kan godt se meget roligt ud uden nødvendigvis at føle sig trygt.
Vi kan blive trætte, flade, følelsesløse eller trække os fra kontakt, og udefra kan det ligne afslapning. Men indeni kan oplevelsen være meget anderledes.
Derfor er målet heller ikke bare “mere parasympatikus” eller så lidt aktivering som muligt. For mig indeholder sund regulering også liv.
Jeg kan mærke mig selv. Jeg kan blive begejstret. Jeg kan handle. Jeg kan blive vred, når en grænse bliver overskredet. Jeg kan være seksuel, kreativ og nysgerrig.
Og jeg kan bagefter vende tilbage til ro uden at forsvinde fra mig selv. Ro med kontakt føles anderledes end fravær. Det er en vigtig forskel.
Kan vi ændre vores baseline?
Det håbefulde er, at vores nervesystem ikke er statisk. Hjernen og nervesystemet er formbare, og nye erfaringer kan over tid påvirke den måde, vi reagerer på.
Men jeg tror, vi skal være lidt forsigtige med ideen om, at vi bare kan beslutte os for at flytte vores baseline.
Hvis kroppen gennem mange år har lært, at årvågenhed, aktivitet eller kontrol giver sikkerhed, ændrer den ikke nødvendigvis opfattelse, fordi vi fortæller den, at den skal slappe af. Den har brug for erfaring.
Små erfaringer, gentaget mange gange. Det kan være oplevelsen af at sidde sammen med et menneske, hvor jeg ikke skal præstere noget.
At mærke fødderne mod jorden og opdage, at jeg kan blive i kroppen lidt længere. At gå en tur uden at skulle nå et bestemt antal kilometer. At trække vejret og mærke, at jeg ikke behøver ændre åndedrættet.
At dyrke Qigong og lade bevægelsen blive langsommere, end mit hoved egentlig har lyst til.
Eller måske bare at blive siddende to minutter længere, når trangen til at rejse mig og gøre noget dukker op.
Ikke for at besejre uroen. Men for at lære den at kende. Det er en anden tilgang. Når vi ikke længere kæmper mod vores nervesystem, kan vi begynde at forstå det.
Fra overlevelse til større valgfrihed
Når jeg arbejder med nervesystemet i psykoterapi i Roskilde, er mit mål derfor ikke at få mennesker til at være rolige hele tiden.
Det ville hverken være realistisk eller ønskværdigt. Jeg er langt mere interesseret i, om der begynder at komme flere valgmuligheder.
Kan jeg mærke, når jeg sætter farten op?
Kan jeg mærke, hvorfor jeg gør det?
Kan jeg være i aktivitet, fordi jeg har lyst, frem for fordi stilheden føles uudholdelig?
Kan jeg registrere, når kroppen har brug for en pause, før den behøver råbe meget højt?
Og kan jeg efterhånden opdage, at tryghed ikke nødvendigvis betyder, at der aldrig sker noget, men at jeg kan være i kontakt med mig selv, mens livet sker?
For mig er det måske en mere præcis måde at tale om at “komme hjem” i nervesystemet på.
Hjem er ikke nødvendigvis et sted uden aktivering. Hjem er et sted, jeg kan vende tilbage til.
Et sted, hvor jeg ikke konstant behøver holde vagt. Hvor kroppen ikke hele tiden skal være et skridt foran livet.
Hvor der både er plads til aktivitet og hvile, glæde og sorg, kraft og blødhed. Og hvis dit nervesystem gennem mange år har haft hjemme i høj fart, skal det ikke skældes ud for det.
Det har sandsynligvis forsøgt at hjælpe dig. Men det betyder ikke, at det skal bo der for altid.
Nogle gange begynder vejen et meget enkelt sted:
At sætte tempoet en lille smule ned og opdage, hvad der sker.
Ikke fordi langsomt altid er bedre.
Men fordi du i langsomheden måske får mulighed for at mærke, hvor du egentlig er på vej hen.
Nervesystemets vej hjem
Jeg er selv så optaget af det her område, at jeg har arbejdet videre med det i min kommende bog “Nervesystemets vej hjem”, som udkommer til efteråret.
Bogen går dybere ind i vores nervesystem, traumer, regulering og de mønstre, kroppen kan bære med sig, også længe efter at den oprindelige situation er forbi.
Men først og fremmest handler den om den bevægelse, jeg også har forsøgt at beskrive her: hvordan vi gradvist kan få en anden relation til vores eget nervesystem. Ikke ved at bekæmpe det. Ikke ved at kræve, at vi skal være rolige.
Men ved at begynde at forstå, hvad det forsøger at fortælle os, og langsomt give kroppen nye erfaringer med, at den ikke behøver være på vagt hele tiden.
Hvis du kan genkende dig selv i det, jeg har skrevet, og oplever meget uro, stress, alarmberedskab eller har svært ved at finde tilbage til dig selv, arbejder jeg som psykoterapeut i Roskilde med blandt andet nervesystem, traumer, tilknytning og de mønstre, vi udvikler for at kunne være i det, livet har budt os.
Kh. Matheuz Cosmos
Kommentarer