Når børn får børn – og hvad det betyder for dig og dine børn

Måske har du selv oplevet det: At vokse op i en familie, hvor de voksne ikke rigtig var... voksne. Hvor det at være barn ikke var lig med tryghed, men snarere forvirring, overansvar – eller følelsen af helt at mangle betydning.

Jeg møder mange i min praksis, der som børn har skullet være de voksne i hjemmet, fordi deres forældre – af den ene eller anden grund – ikke var i stand til at tage ansvar. Måske på grund af stress, misbrug, angst, voldsomt temperament eller noget helt andet. Når det sker, bliver barndommen præget af utryghed, og barnet forsøger at kompensere. Det kan føre til, at man som voksen bliver overansvarlig, kontrollerende – eller det modsatte: helt opgivende og afkoblet fra ansvar.

Barndommen former os. Når dem, der burde skabe tryghed, selv er utrygge, sender det et dybt signal til barnet: "Verden er ikke et sikkert sted." Og fordi barnet er afhængigt af sine forældre for at overleve – både fysisk og følelsesmæssigt – vil det ofte vende det hele indad og tænke: "Det må være mig, der er noget galt med."

Når forældrene ikke er til stede – fysisk eller mentalt

Ikke alle vokser op med forældre, der er åbenlyst dysfunktionelle. Nogle vokser op med forældre, der ganske enkelt ikke er til stede. Måske på grund af arbejde, sygdom, eller fordi de konstant er optagede af telefoner og skærme.

Et barn har brug for at føle sig set – virkelig set. Når det ikke sker, vil barnet ikke tænke: "Mor og far har travlt og kæmper med deres eget." I stedet tænker barnet: "Jeg er ikke vigtig. Jeg er ikke værd at bruge tid på." Og herfra kan lavt selvværd nemt tage rod.

Når kærlighed bliver til krav

Der er også de børn, som vokser op med meget krævende forældre. Måske bliver der stillet store krav til præstation, orden, ansvar eller "at tage sig sammen". Det kan se pænt ud udefra – men indeni kan barnet få en følelse af, at "jeg er kun noget værd, når jeg yder."

Eller måske er forældrene kontrollerende, straffende eller grænseoverskridende – enten fysisk eller psykisk.

Her lærer barnet hurtigt, at det ikke er trygt at have sin egen mening. Man bøjer sig, trækker sig, og lærer at egne grænser og behov ikke har nogen betydning. Igen: Lavt selvværd og selvudslettelse kan blive resultatet.

Den anden ende af skalaen: Når børn ikke må slå sig

Et lidt mere skjult, men stadig meget relevant mønster i dag er, når børn overbeskyttes. Curlingforældrene kalder vi dem ofte – dem, der fejer alle sten af vejen, så barnet aldrig oplever modstand.

Det er selvfølgelig kærligt ment – men resultatet kan være lige så skadeligt som fraværet af omsorg. For barnet får ubevidst budskabet: "Vi tror ikke på, at du selv kan klare det." Og det sætter sig. I tvivlen. I den tillærte hjælpeløshed. Og i en voksen, som senere kæmper med selvværd, initiativ og livsmod.

Genkender du noget af det her?

Måske spejler du dig i nogle af disse oplevelser. Måske mærker du det i dit eget forældreskab – eller ser det i dit barns trivsel.

Det kan være sårbart og svært at erkende, at noget i ens egen barndom stadig påvirker én i dag. Men det er også modigt – og livsforandrende – at tage de første skridt mod at forstå og forandre mønstrene.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan din fortid spiller ind i dit liv i dag, eller hvis du har et barn, der mistrives, er du meget velkommen til at kontakte mig. Sammen kan vi finde ud af, hvordan jeg bedst kan støtte dig – og måske også dit barn – på vejen mod større trivsel, selvværd og tryghed.

Kærlig hilsen

Matheuz Cosmos - Ring 20654630